|
For kabbalisterne er universet ikke blot skabt af Gud, men er også en manifestation af denne Guds egen udvikling. Gud vokser og udvikler sig, ligesom vi gør det.
Tilstanden i begyndelsen beskriver kabbalisterne med symbolet Ein-Sof. Dette første stadie er en mystisk grænseløs tilstand af væren om hvilken intet kan siges, eftersom alle ord vil trække noget frem på bekostning af noget andet. Ikke desto mindre beskriver kabbalisterne tilstanden med forskellige udsagn alligevel, om ikke for andet så for at videregive en idé eller et fingerpeg om denne mystiske tilstand. Et af udsagnene om Ein-Sof er at den er et sammenfald af alle modsætninger (Coincidentia Oppositorum), som f.eks. af godt og ondt, foroven og forneden, begyndelse og slutning, osv.. Disse begreber er ikke "kun ord", men er yderst vigtige i forsøget på at forstå Ein-Sof. For at bruge godt og ondt som et eksempel, så eksisterer gode gerninger kun i den udstrækning at det modsatte, onde gerninger, eksisterer. Hvis, af en eller anden årsag, at de gerninger vi kalder for onde skulle ophøre med at eksistere, så ville de gerninger vi kalder for gode også ophøre med at eksistere. Begreber har brug for en baggrund for at træde frem, og jo mere tydelig baggrunden er, jo mere tydeligt fremstår begrebet, og omvendt. Altså begrebet godt eksisterer kun på grund af dets modsætning, ondt.
Modsætningerne er intimt sammenknyttet - den ene kan ikke eksistere uden den anden. Disse modsætninger eksisterede ikke på Ein-Sof stadiet. Guds uendelige lys var overalt og ingenting eksisterede, derimod eksisterede alt potentielt. Typen af eksistens eller væren beskrives som foreningen af væren og intethed. For at illustrere denne mystiske og paradoksale tilstand, vil vi gøre noget som set med en kabbalists øjne er på grænsen til det små-uartige: Vi illustrerer tilstanden med en cirkel. Desuden vil vi bruge en analogi og sammenligne Ein-Sof med havet:
Beskrivelsen af Gud slutter ikke med symbolet Ein-Sof. Som sagt vokser og udvikler Gud sig også udfra sit eget ønske. Skaberen af vores univers er en Gud som vil være hvadsomhelst Han ønsker at være, siger kabbalisterne.
På Ein-Sof stadiet har Gud muligheden for at være absolut alt. I den nye tilstand af væren vil et udsnit af disse potentialer være renset ud, hvilket resulterer i en mere kompleks tilstand af væren.
Følgende konceptuelle figur kan måske hjælpe til at give en ide om forandringen:
For at bruge en jordnær sammenligning, kan forandringen sammenlignes med hvad der sker i de første par dage i en gymnasieklasse. På dag et har klassen muligheden for indbyrdes at danne alle mulige sociale relationer. Efter et par dage (eller timer) er en specifik del af disse potentialer manifesteret, hvilket efterlader de andre - potentielle relationer - umanifesterede. På Ein-Sof stadiet er forandringen imidlertid kun planlagt eller intenderet. Så hvordan kommer Gud fra denne intention om en ændret tilstand af væren, til manifestationen af denne ændring?
For at nå til en mere kompleks tilstand af væren, skal der tages en beslutning om hvilke potentialer der skal udrenses. For at gøre dette må Gud blive opmærksom på sine potentielle værenstilstande, og derefter bruge denne opmærksomhed til at udrense en vis del af disse potentialer. Eftersom de potentielle værenstilstande, som navnet antyder, kun er potentielle, eksisterer de ikke. Med andre ord må Gud opnå en opmærksomhed om det-som-ikke-er. Dette er ikke muligt på Ein-Sof stadiet hvor Gud er alting overalt, der er kun Lys og alt ER simpelthen. For at den vidende (Gud) kan opnå en opmærksomhed om det der skal vides (det-som-ikke-er), skal der være en forskel på den vidende og det der vides. Denne forskel eksisterer ikke på dette stadium.
Livets Træ
For at løse dette problem, gemmer Gud en del af sig selv fra sig selv, via en proces som kaldes Tzimtzum (hebraisk for at skjule eller sammentrække). Ud af sin egen væren producerer Gud "klædninger" som skjuler en del af hans egen væren. Disse klædninger kan på dette stadie ikke erkendes i deres essens, men deres reflektion i menneskets sind er arketypiske ideer eller karakteristika. Disse kaldes de ti Sefirot af kabbalisterne. De er Vilje, Visdom, Intelligens, Kærlighed, Kraft, Barmhjertighed, Udholdenhed, Værdighed, Retfærdighed og Lydighed. Disse ti Sefirot er på dette stadie arrangeret i et specielt forhold til hinanden, som kaldes for Livets Træ. Livets Træ kan betragtes som den klædning Gud skaber for at skjule en del af sin væren. Ein Sof, illustreret som en cirkel, bliver iklædt en klædning og bliver til Livets Træ. For at illustrere at en del af Guds væren er skjult på dette stadie, vil vi skravere en del af cirklen. I hav-analogien svarer det til at der nu er kommet en krusning på havoverfladen. Dette er stadie to af syv.
På dette trin er den skjulte del stadig en del af Guds totale væren; krusningen kan ikke skelnes fra havet.
Den kosmiske katastrofe
Denne skjulningsproces fortsætter indtil en kritisk begivenhed, kaldet "karrene brækker af" (the Breaking of the Vessels), indtræffer. Her kan den skjulte del af Gud, refereret til som kar, ikke længere opbevare det uendelige lys fra Ein-Sof. Klædningerne som er produceret ud fra Guds egen væren, er blevet så tykke (klædning på klædning) at de ikke længere reflekterer den type væren (eller eksistens) de udsprang af. De "brækker af" i en mangfoldighed af stykker, som hver især fanger en del af Guds væren (en "gnist"). I hav-analogien er krusningen blevet til en vig hvor forbindelsen til havet er ved at blive spærret. Vigen afspejler nu ikke længere havets egenskaber.
En forvrængning indtræffer i karrene der er brækket af - en forvrængning der indebærer en helt ny type af væren. Set fra karrenes synspunkt er det intet mindre end en kosmisk katastrofe; de er lige pludselig fanget i den nye værenstype og afskåret fra deres kilde. Set fra Guds synspunkt er det en midlertidig splittelse, som er nødvendig for videre vækst. Udviklingen i disse tre første stadier kan måske forstås bedre udfra denne figur:
I stadie et ER Gud simpelthen. I stadie to er Guds væren justeret eller skjult, men den reflekterer stadig essensen af værenstilstanden i stadie et. I stadie tre indtræffer der en forvrængning der bringer en helt ny type af væren ind i billedet. Den nye type af væren der fremkommer i Gud medfører skabelsen af universet, med alle galakserne, stjernerne og hvad ved jeg.
Det fraktale univers er "Nødvendighedens Søn", den uundgåelige effekt af et "loop i Guds sind", en reflektion af en reflektion. Hvis skabelsen ikke var der ville den del af Guds væren der er brækket af være tabt for bestandigt. Den ville ikke have noget at "fæstne sig til" og ville være ligesom et skrig i et tomt rum. I stedet for "indhylles" den i skabelsen og fordi Gud har kontrol over skabelsen kan han også, indirekte, kontrollere sin fremmedgjorte del. For at bruge en analogi, kan du forestille dig at du sover og har en drøm. I analogien er du Gud og din drøm er skabelsen. I din drøm har du en krop og du befinder dig i omgivelser du kender, f.eks. det hus du voksede op i. Ligeledes møder du måske dine forældre eller andre folk du genkender. Hvem skaber huset du går rundt i? Hvem skaber de personer du snakker med i drømmen? Hvem bestemmer hvad disse personer fortæller dig? Du skaber alt dette, og samtidig er en del af din bevidsthed tilstede inden i drømmen, oplevende drømmen indefra. Forestil dig nu at du i stedet for har en drøm hvor der kun er tomhed: Du har ingen krop, mund eller arm du kan nive dig i. Der er ingenting omkring dig. Kun intethed. Hvordan vil den drøm være? Få mennesker ville befinde sig godt i sådan en drøm. Skabelsen er måske et fald, en forvrængning, men den er også en meget nødvendig forvrængning. Skabelsen er den nødvendige mellemstation i Guds videre udvikling, som vi skal se.
|
|
|
Kabbalisterne refererer til skabelsen som Sitra Achra (den "Anden Side"). De ti Sefirot, som på stadie to var arrangeret i Livets Træ, er nu "ude af hak". Den nye forstyrrede arrangering af de ti Sefirot vil vi referere til som Træet til kundskab om Godt og Ondt. I Kabbalaen er dette hvor den himmelske Fader og Moder vender ryggen til hinanden, hvorved den frie strøm af kosmisk erotisk energi afbrydes i alle verdenerne. I andre traditioner beskrives hændelsen som adskillelsen af Verdensforældrene eller udvisningen fra Edens Have, men bag symbolerne ligger der den samme besked: Skabelse af verden på bekostning af adskillelse. Ånd og stof rives fra hinanden og efterlader et ordløst skrig efter genforening i
|
|
dem begge. Tandudtrækningen er dog først lige begyndt på dette stadie. Den adskilte del af Guds væren er ikke totalt adskilt fra helheden, man kan forestille sig at den "wobler" frem og tilbage som en sæbeboble der ikke helt har sluppet navlestrengen. I drømmeanalogien kan det sammenlignes med at drømmeren kun er til stede inden i drømmen en gang imellem. For at nå sit mål er Gud nødt til at lade en del af sig fange helt af drømmen.
|
|
|
Mennesket
Som vi husker, er formålet med Tzimtzum, skjuleprocessen, at give Gud en opmærksomhed på det-som-ikke-er. Hvordan opnåes dette ved at skabe et univers? Har universet eller en del af universet en opmærksomhed om det-som-ikke-er? Svaret er ja: En lille del af universet, menneskeheden, har en opmærksomhed om det-som-ikke-er, og vi kalder denne opmærksomhed for bevidstheden. Ved at bruge vores bevidsthed kan vi spekulere på et uendeligt antal ting som ikke eksisterer: En opdigtet samtale med en eller anden eller en lyserød elefant som maler vores hus, bare for at nævne to eksempler. Som bevidste væsener, spiller menneskeheden en nøglerolle i fuldførelsen af Guds videre udvikling.
|
|
Den bevidsthed vi har nu er dog langtfra en selvfølge. Det har bogstaveligt talt kostet blod, sved og tårer at nå frem til den. På et tidspunkt for mange tusinde år siden var vores bevidsthed diffus, udflydende og ustrukturet. Det var i menneskehedens barndom hvor vi flød ind i helheden for kort efter at have en følelse af individualitet, hvorefter vi atter flød sammen med helheden i en slags drømmelignende tilstand. Vores bevidsthed "woblede" frem og tilbage fra individualitet til sammensmeltning med helheden. Det kan sammenlignes med den bevidsthed vi idag har efter at have indtaget et stort kvantum alkohol eller euforiserende stoffer. Hvis ellers man ser bort fra organismens reaktion på forgiftningen giver dette netop en regression til tidligere bevidsthedsstadier.
Denne tidlige bevidsthed opfylder kravet om en opmærksomhed på det-som-ikke-er, hvad den derimod ikke opfylder er at den skal kunne bruges til at planlægge den nye værensform som Gud ønsker at
|
|
manifestere sig i. Den tidlige bevidsthed var ustrukturet og præget af anarki og at bruge den til at planlægge noget som helst, svarer til at fodre en børnehaveklasse med slik og sodavand, vente et kvarter på at virkningen indfinder sig og derefter prøve at lære dem den lille ABC. Det lader sig simpelthen ikke gøre.
|
For at kunne bruge bevidstheden manglede der noget meget nødvendigt: Struktur og disciplin.
Hvordan fik Gud den unge menneskehed til at lytte efter hans bud? Ifølge kabbalisterne gjorde han det ved at skille en gruppe mennesker ud og behandle dem som slaver i en længere årrække, indtil de blev forhandlingsvenlige. Den "udvalgte" gruppe var jøderne og slaveopholdet foregik i Egypten fra ca. 1483 til 1447 før vor tidsregning. Efter 36 års undertrykkelse var de klar til at følge hvem som helst der kunne befri dem. Til dette formål benyttede Gud Moses, som var det kabbalisterne kalder en Tzaddik. En Tzaddik er "en Retfærdig"; et menneske som har renset sig selv og bragt sit væsen så meget i samklang med Guds væsen, at han kan agere som en formidler for Gud. Det Moses formidlede var de fem mosebøger, også kaldet Torah'en.
|
|
|
Torah'ens opgave var at opbygge den nødvendige spænding, der skulle til for at få sæbeboblen til at slippe navlestrengen. Eller sagt med andre ord skulle Torah'en gøre en diffus og ustruktureret bevidsthed, fast, disciplineret og struktureret. Det lykkedes over al forventning - vi ser resultatet afspejlet i vores samfund i dag. Vores nuværende kultur er måske nok gold og visionsforladt, men det er kun på overfladen. Det børn (med få undtagelser) opdrages til at få øje på er blot den "skal" som Moseloven har skabt. Om børneopdragelse skriver Torah'en bl.a.:
|
5. Mosebog, kap. 21, v.18
Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. Du skal udrydde det onde af din midte. Hele Israel skal høre om det og blive bange.
|
|
Moseloven skabte strukturen ved hjælp af stramme tøjler, tommelskruer og pisk. Man behøver ikke at bladre langt ind i Guds hellige skrift før voldsorgiet starter. "Du skal udrydde det onde af din midte", er gentaget syv gange i femte mosebog. Men det var nødvendigt. Hvis tøjlerne var blevet slækket bare det mindste, ville jødernes opmærksomhed igen glide tilbage i det vante jeg-løse spor. De strenge regler tvang dem til at holde en konstant indre opmærksomhed (ikke stjæle lækkert brød, ikke begære naboens hustru osv.). Denne indre opmærksomhed samlede sig efterhånden til den bevidsthedsstruktur vi i dag kender som jeg-bevidstheden. Umærkeligt ændrede tankegangen sig fra "loven skal overholdes" til "jeg skal overholde loven". Det enkelte menneske begyndte at identificere sig med den nye bevidsthedsstruktur istedet for blot at handle og være. Sidstnævnte kunne sagtens koste en afhugget hånd eller døden i en regn af sten, så at vandre omkring med en evig selvcensur var nærmest nødvendigt for at overleve.
|
|
Jeg-bevidstheden er det nødvendige midlertidige værktøj, der skal bruges som et springbræt i Guds videre udvikling. Prisen for at tilvejebringe denne jeg-bevidsthed er en splittelse i Guds eget væsen, som den dag i dag er reflekteret i moderne mennesker. Vi illusterer denne splittelse i Guds væsen ved at tegne to separate cirkler, den skraverede forestiller skabelsen. Typen af Guds væren er på dette stadie beskrevet ved de ti Sefirot arrangeret i Træet til Kundskab om Godt og Ondt. I hav-analogien er vigen nu (tilsyneladende) afskåret fra dens kilde og blevet til en lille sø.
I søen er der en lille regnbuefisk som svømmer rundt, som et symbol for vores jeg-bevidsthed. Ligesom den skrøbelige regnbuefisk ikke ville kunne overleve i havet, må vores bevidsthed også skærmes fra Guds uendelige lys. Skjoldet kaldes Kelippot (skaller) i Kabbalaen. Skabelsen, Sitra Achra, som består af disse skaller, leverer det nødvendige mørke til at udklække vores jeg-bevidsthed. Udover at fungere som et skjold, så indespærrer skallerne også bevidstheden på dette stadie: Den er i en tilstand af eksil, uden erindring om sin guddommelige oprindelse. Torah'en har herefter fuldført sin specielle opgave for menneskeheden som helhed: Den har skabt struktur og disciplin. Men den har også ført menneskeheden ned i mørket.
|
Den skjulte nøgle
Den struktur Torah'en har skabt kan imidlertid ikke bruges til at skabe noget nyt. Strukturen er steril og reklekterer kun lyset fra Gud, ligesom den døde måne blot reflekterer solens lys og ikke lyser selv. Ifølge kabbalisterne er der kun een Gud, een skaber. Derfor er der kun en mulig løsning hvis en steril struktur skal gøres skabende. Gud selv må tage bolig i strukturen. Vi kan sammenligne det med at vi skaber en lille robot, som kan programmeres til at udføre forskellige ting. Robottens programmerede aktiviteter er sterile i den forstand at de ikke er skabende. For at gøre dem skabende er mennesket selv nødt til at "tage bolig" i robotten, f.eks. ved at iklæde sig en virtual reality dragt og styre robotten via den. Og selv da er det ikke robotten selv, som er skabende, men den ånd som hviler i robotten, dvs. mennesket som styrer den.
|
|
Analogien halter dog på et par vigtigte punkter. I robot eksemplet skaber mennesket først robotten og tager derefter bolig i robotten. I Guds tilfælde tager han bolig i strukturen efterhånden som den skabes. En anden vigtig forskel er at en del af Guds opmærksomhed bliver fanget i strukturen under selve skabelsesprocessen. I robot eksemplet bliver menneskets ånd ikke nødvendigvis fanget af strukturen, selvom det sagtens kan lade sig gøre. Et amerikansk eksperiment har faktisk vist hvordan en forsøgsperson efter længere tids arbejde i en robot på et tidspunkt identificerede sig 100% med robotten.
|
Torah'en er opbygget således at den del af Guds opmærksomhed der er rettet mod den automatisk bliver fanget i selve strukturen. Sandsynligvis kommer det som en overraskelse for mange som jævnligt studerer Bibelen, at det de i virkeligheden sidder med på skødet er en ganske avanceret mekaniskme til at tilfangetage Guds lys. Et sort hul som drager alt til sig og ikke lader noget undslippe. Denne viden har dog igennem tiderne været bevaret i esoteriske kredse og gemt af vejen for offentligheden via symbolsk kodesprog. Alle myter som beskriver en prinsesse der er taget til fange af underverdenens gud, handler om denne sandhed. En kongesøn bliver derefter sendt af sted for at befri prinsessen, men i sit ophold i underverdenen glemmer han sin mission og kommer derefter ud i alverdens uføre. Kongen sender derefter en anden af sine sønner for at befri dem, men alas... også han bliver fanget, osv..
Hvorfor skulle Gud lave en sådan avanceret fælde for sig selv og tilmed gøre den selvforstærkende?
|
|
|
Svaret er at han gjorde det for at føre en del af ham selv ned i mørket, ned i stoffet. Det gyldne æg, som indeholder kimen til hans næste manifestation, bliver udruget i mørke ikke i dagslys. Men da han planlagde Tzimtzum-systemet gjorde han også hvad enhver fornuftig programmør ville gøre: Han indbyggede en skjult mekaniske som på det rette tidspunkt ville afsløre sandheden for den som er værdig til den. Det der blandt moderne hackere også kaldes for en Trojansk Hest. En trojansk hest er et redskab som på overfladen ser så tilpas harmløst ud at fjenden er villig til at trække det helt ind bag murene. Herefter afslører den trojanske hest sit sande ansigt på det rette tidspunkt.
Den trojanske hest i Torah'en ser sådan her ud:
|
Det er Guds navn, Yod, He, Vau, He, skrevet oppefra og ned, som blev givet til Moses på Horebs bjerg. Tag dine sandaler af fødderne, for det sted du står på er hellig grund, fik han at vide.
For at forklare hvad Guds navn har med en trojansk hest at gøre er det nødvendigt at forklare dels hvad et mantra er og dels hvad Guds navn potentielt kan gøre ved dit væsen.
Et mantra er simpelthen et ord eller en sætning som gentages flere gange. Virkningen af mantraet er proportionalt med det antal gange mantraet gentages og betydningen af ordene. Hvis ordene er betydningsløse har mantraet ingen virkning. Herudover er virkningen også bedre jo mere overbevisende ordene bliver sagt. Hvis man med halvforkølet og ugidelig stemme siger: jeg er god til at danse, jeg er god til at danse, jeg er god til at... hmmm... danse, så er virkningen knap målelig. For at mantraet skal have nogen virkning skal det siges med overbevisning, og jo mere du kan tro på at det allerede er sandt jo bedre virker det. Positiv selvsuggestion, kaldes det i sportsverdenen og på sælgerkurser. Mantraet kan også gives udefra, som f.eks. du er også altid så klodset. Som hvis det gentages tit nok, kan blive til: jeg er også altid så klodset... negativ selvsuggestion. Og ganske rigtigt, tilsidst kan man ikke sidde til middag uden at spilde halvdelen af maden. Men hvad kom først? Hønen eller ægget?
Forskellige ord har også en forskellig virkning. Hvis et barn f.eks. har en meget streng mor eller far, eller en meget streng lærer i folkeskolen, vil deres navn have en kraftig virkning. De to sætninger "pjerrot kommer" og "far kommer" vil have en meget forskellig virkning på en dreng med dårlig samvittighed og en meget streng far... sidstnævnte sætning vil lyde som "FAR KOMMER". Forestil dig nu at en person i dine omgivelser uden tøven hugger hånden af dig hvis du stjæler et brød og uden tøven stener folk der begår ægteskabsbrud. Desuden er personen nærværende i alle dine vågne timer. Efter ganske kort tid vil denne persons navn have en meget kraftig virkning på dit sind. Dette var ret nøjagtigt situationen for jøderne igennem mange generationer, hvor den altid nærværende person var YHWH, deres Gud over alle andre guder. Udtalen af YHWH kendes ikke længere, men det var noget i retning af Jahve. Navnet Jahve havde en meget klar betydning for den enkelte jøde, en betydning der er meget svær at gengive på et andet sprog, dels fordi hebraisk er et såkaldt "dybt" sprog hvor et hebraisk ord typisk kan oversættes på mange forskellige måder. Ikke fordi der for jøden er tvivl om betydningen, men fordi hebraiske ord dækker over mere komplekse fænomener. Ligesom sanskrit er østens hellige sprog, siges hebraisk at være vestens hellige sprog. Navnet Jahve betyder noget i retning af "jeg-er", "jeg-er-den-jeg-er" eller "jeg-vil-være-den-jeg-vil-være". Betydningen for jøden er altså omtrent hvad vi forstår ved spontanitet, umiddelbarhed og ren væren. Vi vil bruge oversættelsen "jeg-er" her, men husk at det blot er ét aspekt af betydningen.
Guds navn er flittigt nævnt i Torah'en og som forklaret ovenfor springer navnet tydeligt frem fra den øvrige tekst fordi Jahve har været nærværende lige siden jøden var en lille dreng. Vi læser f.eks. i femte mosebog, kap.1, vers 19:
"Så brød vi op fra Horeb og begav os på vej gennem hele den store og frygtindgydende ørken, som I har set, ad vejen til amoritternes bjergland, sådan som JEG-ER vor Gud havde påbudt os; og vi kom omsider til Kadesj-Barnea. Jeg sagde da til jer: 'I er kommet til amoritternes bjergland, som JEG-ER vor Gud vil give os. Se, JEG-ER din Gud har overgivet landet til dig. Drag op, tag det i besiddelse, sådan som JEG-ER, dine forfædres Gud, har lovet dig. Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen. .. JEG-ER.... JEG-ER .... JEG-ER.... JEG-ER.... JEG-ER..... "
Man må gå udfra at de jøder som fungerede som præster læste i den hellige Torah flere gange dagligt. Get the picture?
Guds navn i Torah'en er den nøgle som ophæver "det sorte huls" forbandelse. Ved at bruge navnet som et mantra, blev præsterne stimuleret til at komme i kontakt med den rene væren; de indpodede vha. selvsuggestion spontanitet og umiddelbarhed ind i deres eget væsen. Hengivelse til nu'et. Denne kontakt er ikke blot kontakten til livet og glæden, den giver også kontakt til Gud selv, til hans plan for skabelsen... og til hans kræfter.
Af den grund var det også forbeholdt præsteskabet at studere de hellige skrifter. Hvis et selvisk menneske som var styret af sine begær fik fat i denne viden, kunne han ikke blot bruge den til at opfylde sine begær, men også som et magtmiddel til at undertrykke andre. At vores situation i dag er præget af at de præster som skulle forvalte ansvaret også faldt i denne grøft er så en anden sag, but the times they are a'changing som Bob Dylan synger.
Da Torah'en senere i historien gik over til at blive hvermandseje gjorde man det eneste fornuftige: Man fjernede alle forekomster af Guds navn og erstattede det med det hebraiske ord "Adonaj", der betyder 'Herren'. Her nedenfor ses en version hvor navnet ikke er slettet (fra yhwh.com), men prøv evt. at finde din gamle konfirmationsbibel frem og kig efter. Alle de steder hvor der står 'Herren' stod der oprindeligt Guds navn YHWH.
Guds navn forekom 6828 gange i det gamle testamente, så det har været lidt af en opgave at fjerne dem. Noget man selvfølgelig ikke gjorde uden grund. Hvis du altid har haft en indre modstand imod at læse i din konfirmationsbibel, ved du nu hvorfor. Den er cirka ligeså anvendelig som et plomperet maskingevær. Det er selvfølgelig også den bibel vores egne folkekirkepræster bruger, hvilket forklarer hvorfor de er så uskadelige.
Skåret ud i pap for prins Knud: Hvis du vil have et værktøj som du kan bruge til at udføre din vilje, så skal du påkalde Guds navn. Det kan f.eks. gøres ved at bruge "JEG-ER" som et mantra om morgenen og om aftenen inden du går i seng. Eller du kan bruge ordene "jeg er spontan", "jeg handler og taler frit", "jeg gør og siger det jeg har på hjerte, altid nårsomhelst". I den yoga meditation der kaldes den dybe yoga nidra, som forhandles på de fleste yoga-centre, vælger man i starten af meditationen et tankefrø, som man gentager et par gange inden meditationen starter. Et af ovenstående mantraer kan eventuelt bruges der.
Afhængig af hvor helhjertet du går til opgaven, siges virkningen at indfinde sig efter et par måneder. Du bliver medskaber af dit liv og er ikke længere fanget som en flue i et net, som hovedparten af befolkningen er i dag. Du kommer i kontakt med universets skabende kræfter, men ve den som ikke har renset templet når guden ankommer! Den person, som står bag hjemmesiden hvorfra jeg har billedet med den hebraiske bibel ovenfor, fulgte proceduren hver dag i et par måneder, men stoppede så. Ikke fordi det ikke virkede, men fordi det virker. 100 gram plutonium kan både bruges til at gavne med og til at skade med. Hvis dine motiver er urene og selviske, bliver dine handlinger også derefter, vel at mærke handlinger som nu har en markant større effekt på dine omgivelser. Alle mennesker har "mørke" ting liggende i kælderen som de ikke er klar over, men ved at meditere dagligt bliver der kastet lys på disse ting og de kan derved blive opløst. Jeg selv har brugt de sidste par år på at meditere og ransage mig selv for at luge ud i sindets kringelkroge. Det er først for nylig at jeg har vovet bevidst at begynde at påkalde viljekraften. Nu kender du teknikken og kan vælge at bruge den eller lade være.
|
|
Det der sker i dag skete også for et par tusinde år siden. De præster for hvem det lykkedes at skabe denne kontakt, fik med et en viden som var væsensforskellig fra den viden de fik fra omgivelserne. Denne viden var sikker, de vidste at den var sand. De blev med et klar over at deres højt skattede Torah, i virkeligheden var som en brølende løve der slugte folk i det øjeblik de blev født. Og de indså at Lucifer den faldne engel i virkeligheden var et af Guds ansigter. Naturligvis ville blot et enkelt ord om dette være nok til at folket samlede sig med sten i hænderne. Så de holdt tand for tunge eller formulerede deres viden i dunkle symboler, som de var yderst forsigtige med at indvie andre i. Og så ventede de ellers bare på deres Messias.
|
|
Brobygning
For kort at opsummere de første fire stadier i Guds udvikling, startede den med Ein-Sof, som var den mystiske tilstand, præget af et sammenfald af alle modsætninger. Denne tilstand ændrede sig via det kabbalisterne kalder for Tzimtzum, en skjule proces, til noget lidt mere håndgribeligt. Tilstanden blev "farvet" i forskellige nuancer kan man sige og beskrives via de ti Sefirot arrangeret i Livets Træ. Nuancerne blev mere og mere komplekse indtil de "brækkede af" og gav en helt ny værenstilstand i Gud, en begyndende splittelse i Guds eget væsen. Denne splittelse bliver total i stadie fire som vi er nået til nu, hvor den adskilte del er helt fanget i den fremmedgjorte værenstilstand.
På grund af den fraktale struktur i skabelsen er disse stadier reflekteret nedad i mindre skalaer, og dermed også i det enkelte menneske. Det kendes under udtrykket 'som foroven så forneden' eller 'det himmelske er genspejlet i det jordiske'. Biologer kender princippet som det at ontogenesen (individets udvikling) er en afspejling af phylogenesen (artens udvikling). De fire første stadier i Guds udvikling svarer i mennesket til:
Det første stadie er babystadiet, hvor barnet ingen bevidsthed har. Eller hvis babyen har en bevidsthed er det ihvertfald en bevidsthed man som voksen er afskåret fra at kende. I det næste stadie, stadie to, har barnet lært nogen ord som det kan bruge, og ved nogenlunde hvad betyder. Barnet ser f.eks. et andet barn spise en is og siger pr. automatik "vil ha' is" eller barnet ser en gaffel med stegt lever nærme sig, samtidig med at det hører lyden "brummmmm... bruuuummmm" og siger straks "vil ikke". Sproget bliver simpelthen brugt som et umiddelbart og praktisk værktøj. Barnets sprog bliver mere og mere komplekst, efterhånden som barnet vokser op og lærer flere og flere ord og hvordan de sættes sammen. Sprogbidder opstår i barnets sind, som det arbejder på at sætte sammen på nye måder for at udtrykke behov, stille spørgsmål osv.. Dette værktøj bliver på et tidspunkt så komplekst at barnet får mulighed for at identificere sig selv med værktøjet i stedet for blot at bruge det. Freud ville sige at opdragelsen giver en ophobning af libido, livsenergi, som på et tidspunkt finder sit udtryk via en identifikation med barnets sprog. De tanker barnet f.eks. har om at få fat i en is, bliver barnets egne tanker ...jeg er den der gerne vil have en is... hvordan får jeg mor til at gi' mig en is?... Sidste gang jeg var sur og tvær fik jeg en is, skal jeg prøve det igen? Dette giver barnet en praktisk mulighed som det får rig lejlighed til at øve sig på resten af livet: Muligheden for at lyve. Denne mulighed er dog dyrt købt, fordi ligegyldig hvor komplekst sproget er vil det aldrig kunne genspejle barnets sande natur. Det er her jeget eller egoet bliver født og giver en indre spænding imellem det at være og så det barnet rent faktisk gør. F.eks. laver det en sur og tvær grimasse for at få en is, selvom dette ikke stemmer overens med hvad barnet føler indeni. Barnet skjuler sit virkelige selv og viser i stedet en falsk facade.
|
|
Den falske facade er en forvrænget genspejling af det virkelige selv. For en kabbalist er dette genspejlingen af den kosmiske katastrofe i det enkelte menneske. Syndefaldet, hvor Adam og Eva gemmer sig for Gud. Effekten er dog kun lige begyndt at vise sig i stadie tre, hvor barnet til familiefester stadig evner at rende rundt og bare være sig selv - facaden eller jeg'et bliver kun brugt en gang imellem. Snart bliver barnet dog indviet i de voksnes rækker og lærer at bruge facaden så tit at det helt glemmer at der er andre muligheder. Så det sidder nydeligt med gaflen i højre og kniven i venstre hånd og alle tanker om at hælde rødvinen ned i nakken på onkel Jørgen for at se om han kan snakke om andet end hvem der er flyttet hvorhen og hvorfor, bliver pænt fejet ind under gulvtæppet. Mange lærer hurtigt at finde sig godt til rette med det nye værktøj, imens andre føler et vist ubehag. Var der ikke noget jeg havde glemt? tænker konfirmanden, med et ansigtsudtryk der ikke røber nogetsomhelst og skæver over til lille Peter på 2 år der drøner rundt som om der var Red Bull blandet med speed og ikke saftevand i sutteflasken. Føler man ubehag lærer man hurtigt at skubbe det fra sig for det 'nytter jo ikke noget', og man får jo ikke en høj stilling og en Mercedes ved at sidde og gruble vel? Men hist og her findes der enkelte som ikke glemmer det, ihvertfald ikke 100%. De falder tit i staver og driver nærmest automatisk ned i det hjørne af biblioteket hvor der står noget andet end "Sådan sliber du bedst dine rundsave" og "Jeg fik mit drømmejob og alle elsker mig". Det er det hjørne hvor alle de "ufornuftige" bøger
|
står, som med lidt hæld kan holde gryden i kog indtil man bliver gammel nok til selv at navigere rundt i informationsjunglen og f.eks. finder gnosis.org på nettet og hører Stephan Hoeller fortælle om de gamle gnostikere, som var så helt igennem ufornuftige at man var nødt til at brænde dem levende. De nåede dog at gemme nogle enkelte skrifter som pludselig dukkede op fra nogle klippehuler i 1945. Teksterne var dog skrevet med nogen mærkelige symboler og var umiddelbart ret uforståelige. Man skulle nærmest tro de var bange for at tale frit. F.eks. læser man:
Og sådan fortsætter de, mærkelige gådefulde ord som selvfølgelig ingen relevans har for os i dag. Så vi tænder for fjernsynet eller bruger tiden på noget mere fornuftigt, som f.eks. de bøger skolen anbefaler os. Eller vi tager på arbejde, de siger jo også at vi skal tænke på pensionsopsparingen. Er vi i det religiøse hjørne læser vi lidt i bibelen, naturligvis den udgave som er autoriseret ved Kongelig Resolution. De andre ved man jo ikke om man kan stole på.
Men ligegyldigt hvor mange slør der end kastes ud af en selv eller andre, så er det dog et faktum at det moderne menneske lider af personlighedsspaltning i udpræget grad. Da dette er reglen, og ikke undtagelsen, har det også for hovedpartens vedkommende passeret ubemærket hen. Det er åbentbart svært for fisken at opdage det vand den svømmer rundt i. Men mange sandheder som har tilbragt lang tid i mørke huler, kommer frem i lyset i denne tid. Man skal bare gide samle dem op.
For psykologer er personlighedsspaltningen imidlertid velkendt. Et af de mest kendte eksperimenter er de såkaldte split-brain forsøg som blev lavet i 1960'erne. Man stod med nogle mennesker som led af meget alvorlige epilepsianfald, som den hidtil kendte medicin ikke virkede på. Tidligere havde man med held lavet et snit som afskar visse af nervetrådene imellem de to hjernehalvdele, dette hjalp dog ikke på disse patienter. Så som en sidste udvej ville man prøve at overskære alle forbindelser mellem de to hjernehalvdele. Man lavede nogle forsøg på rotter og katte, og kunne konstatere at de ikke ændrede deres adfærd efter operationen. Det virkede dog unægteligt som et voldsomt indgreb, så man var selvfølgelig meget spændte på patienternes tilstand når de vågnede efter operationen. Hvordan ville de reagere når direkte kommunikation imellem de to hjernehalvdele ikke var mulig?
Der var intet at mærke på dem! De fungerede fuldstændig som normalt, og de fik tilmed ikke epilepsianfald længere. Ikke engang hustruen lod mærke til nogen forskel. Det lod altså til at være en overraskende effektiv løsning på de alvorlige epilepsianfald. Men så opdagede man noget mærkeligt. Når patienten holdt noget i sin venstre hånd, f.eks. en kop, kunne han ikke sige hvad det var han stod med. Hvis han derefter tog koppen over i højre hånd var der ikke noget problem.
|
Det foranledigede bl.a. Roger Sperry til at iværksætte en række forsøg med disse patienter. Han bad dem f.eks. holde blikket fokuseret på en prik i midten af en skærm, hvorefter han i kort tid ville vise et billede på den ene halvdel af skærmen. På den måde ville kun den ene halvdel af hvert øje se et billede, og pga. den måde øjnene er forbundet til hjernen på betød det at et billede vist i venstre side af synsfeltet kun kunne ses af højre hjernehalvdel. Og et billede vist i højre side af synsfeltet kunne kun ses af venstre hjernehalvdel. I en split-brain patient altså. Hos os andre kompenserer de tværgående nerveforbindelser således at begge hjernehalvdele kan se hele synsfeltet. Princippet er illustreret her:
|
|
Patienten blev fortalt at han skulle sige hvad han så og pege på det billede af en række muligheder som passede til det han så på skærmen. Hvis skærmen f.eks. viste et billede af en hønsefod i højre halvdel ville patienten, sige at det var en hønsefod og pege på hønen. Ganske normalt.
Skærmen viste herefter en indkørsel med sne i venstre side af skærmen. Da patienten blev spurgt om hvad han så, ville han sige at han ingenting så. Hvis han blev bedt om at pege på et billede der matchede det han så, ville han pege på sneskovlen. Adspurgt om hvorfor han valgte sneskovlen, kunne patienten ikke forklare det.
Hvis begge billeder blev vist på en gang og patienten blev spurgt om hvad han så ville han svare: "En hønsefod". Hvis han derefter skulle pege med venstre hånd på hvad han så, ville han pege på sneskovlen. Adspurgt om en forklaring ville han opdigte en historie, f.eks. at sneskovlen skulle bruges til at fjerne hønselort med.
I et forsøg hvor patienten skulle udføre de ting han så på skærmen, fik højre hjernehalvdel besked om at gå ud på gangen. Når man spurgte ham idet han var på vej ud af døren hvorfor han gik ud, svarede han (med hans venstre hjernehalvdel) med en løgnehistorie, f.eks. at han skulle ud at hente et glas vand. Det bemærkelsesværdige er at patienten selv eller patientens venner ikke havde en fornemmelse af at han render rundt med to identiteter. Begge identiteter, dvs. både højre og venstre hjernehalvdel, kunne forstå forsøget og løse opgaverne, men højre hjernehalvdel kunne ikke bruge talen til at udtrykke sig med, til gengæld kunne den tegne hvad den så. Når den ene identitet er i brug ligger den anden simpelthen "i dvale". Hvis ikke Roger Sperry havde sat sig for at undersøge sagen, ville personlighedsspaltningen sandsynligvis ikke være opdaget. Den mærkelige opførsel blev kun spottet vha. de sindrige forsøgsopstillinger, hvor man afslørede at det var patientens venstre hjernehalvdel som dækkede over suspekt opførsel, som ellers kunne afsløre at der var tale om to identiteter.
Roger Sperrys konklusion var at hjernen bestod af "to separate bevidste strukturer; to sansende, opfattende, tænkende og huskende systemer". En af disse to strukturer kunne bruge sproget, den anden kunne ikke. Roger Sperry fik Nobelprisen i 1981 for hans bidrag til videnskaben, og andre har også bidraget med yderligere forskning.
Den forskel man fandt imellem de to bevidsthedsstrukturer kan beskrives ved følgende stikord:
Udfra ovenstående og udfra hvad jeg har læst om emnet, vil jeg mene at barnets bevidsthed starter med at være fokuseret i højre hjernehalvdel. Derefter, efterhånden som sproget opbygges, flyttes fokus mere og mere over imod venstre hjernehalvdel. På et tidspunkt bliver "styrepinden" givet til venstre hjernehalvdel. Ved styrepind, menes fokus for bevidstheden eller den af de to bevidsthedsstrukturer der har kontrollen. I den voksne er den typisk fastlåst i den venstre struktur, og gives kun lejlighedsvis tilbage til den højre struktur (f.eks. i en ordentlig brandert).
Den udvikling der sker fra stadie et til stadie fire, viser altså også skiftet fra at bruge den højre struktur, der er fri, impulsiv, sandfærdig og ordløs til at bruge den venstre struktur der er kontrolleret, realistisk, usandfærdig og sproglig.
Jehyll & Hyde
Nu kunne man så spørge sig selv om ikke den spaltning i bevidstheden, der blev opdaget ved splitbrain patienter, netop skyldes at deres to hjernehalvdele var afskåret fra gensidig kontakt? Den forbindelse vi normale mennesker har, sikrer netop imod denne spaltning kunne man hævde. Svaret er at forbindelsen repræsenterer muligheden for at bygge bro imellem de to bevidsthedsstrukturer, men for de fleste mennesker er denne mulighed endnu ikke bevidstgjort. Spaltningen er der stadigvæk. Lad os tage et eksempel.
|
|
Nu forestiller vi os en psykisk forstyrret person, som vitterligt uden tvivl lider af personlighedsspaltning. For at tydeliggøre eksemplet, siger vi at personen i hverdagene altid går klædt i hvidt, det er hr. Hvid. I weekenden skifter han over til hans anden personlighed, hr. Sort, som altid går klædt i sort. Disse to personligheder kender intet til hinandens eksistens. Når hr. Sort "tager over" går hr. Hvid simpelthen ind i en dvaletilstand indtil han vågner mandag morgen og ikke kan huske hvad han lavede i weekenden. Hvis han bliver spurgt om hvad han lavede i weekenden, vil han komme med en eller anden forklaring, 'uhhh jeg har været så træt' eller 'jeg var ude og skovle hønselort væk'. Derefter skubber han tanken væk igen og fortsætter med dagens aktiviteter. For at male tykt på siger vi at det han (dvs. hr. Sort) i virkeligheden lavede var at gå rundt og give folk dødbringende stød. I eksemplet er personen altså spaltet i et rigtigt dydsmønster og en skræmmende psykopat. Hvis man nu ønskede at finde ud af om
|
personen lider af personligheds-spaltning skulle man blot overvåge hans færden i en uge, og derefter stille ham følgende spørgsmål mandag morgen, imens han var tilsluttet en løgnedetektor: Hr. Hvid, er du en person som frivilligt kunne finde på at give en person dødbringende stød? Hvis hr. Hvid svarer nej og løgnedetektoren viser at han ikke lyver er konklusionen klar: Han lider af personlighedsspaltning.
Vi prøver det samme med dig kære læser:
Er du en person som frivilligt kunne finde på at give en person dødbringende stød?
Vi antager at du svarer 'nej' til spørgsmålet, idet undersøgelser viser at så godt som alle svarer nej på spørgsmålet. Ydermere antager vi at en løgnedetektor ville svare at du ikke lyver.
Så nu er spørgsmålet: Lider du af personlighedsspaltning?
Ikke nødvendigvis. Chancen for at du ikke lider af personlighedsspaltning er 35%. Chancen for at du gør er 65%.
|
|
Disse tal er baseret på en undersøgelse lavet af en amerikansk professor i social psykologi, Stanley Milgram. I 1960'erne annoncerede han efter frivillige forsøgspersoner. I annoncen stod der at man fik 4,50 dollars for en times arbejde i et forsøg om indlæring og hukommelse. Dem der meldte sig blev præsenteret for en anden person i venteværelset, som foregav at være en anden frivillig, men som i virkeligheden var en skuespiller der var med i forsøget. Kort efter kom professoren ind og valgte "tilfældigt" skuespilleren til at være elev og den rigtige forsøgsperson til at være lærer. Professoren forklarede at forsøget gik ud på at se hvor godt eleven kunne svare på en række spørgsmål. Forsøgspersonen skulle læse spørgsmål op samt tildele et elektrisk stød hvis eleven svarede forkert. Professoren og forsøgspersonen spændte herefter eleven fast i en elektrisk stol som stod i et rum lidt afsides, men som var i hørbar afstand. Læreren fik en lille smagsprøve på den elektriske stol, nemlig et stød på 45 volt, men i virkeligheden fik eleven ikke stød, skuespilleren var blot på forhånd
|
instrueret i hvordan han skulle reagere på de forskellige "stød" han fik. Lærerens strafpanel bestod af 30 kontakter med stødstyrker fra 15 volt til 450 volt. Ved 75 volt skulle eleven stønne, ved 120 volt skulle han beklage sig højlydt, ved 150 volt forlanger han at blive fritaget for forsøget og herefter stiger hans udbrud i styrke indtil 285 volt hvor han blot skriger. Ved højere styrker er han stille. Formålet med forsøget var at se hvor langt læreren ville gå op på skalaen, og om der eventuelt var nogen der var villige til at tildele maximum straffen på 450 volt.
Inden Stanley Milgram offentliggjorde sine resultater spurgte han en række psykiatere og andre eksperter, hvad de, med deres baggrundsviden, forventede resultatet var. Psykiaterne mente at hovedparten af forsøgspersonerne ikke ville gå videre end til 150 volt, hvor eleven første gang forlanger at blive sat fri. De forventede at kun 4% ville gå op til 300 volt, og kun en psykopatisk marginal på omkring en ud af tusind ville tildele det højeste stød.
Til alles bestyrtelse var resultatet at 65% af forsøgspersonerne var villige til at tildele maximum stød. Da forsøgene blev gentaget andre steder i verden, var resultatet det samme, ofte endda hvor "den psykopatiske marginal" var endnu større - helt op til 85%.
Forklaringen på den markante forskel i hvordan vi tror vi vil opføre os, og så til hvordan vi faktisk opfører os, findes i den måde bevidstheden fungerer i det gennemsnitlige menneske.
Under opvæksten begynder vi langsomt at bruge en ny bevidsthedsstruktur, som vi tilsidst identificerer os med. Bevidsthedsstrukturen er bestemt af vores normer og værdier, som vi langsomt bliver indviet i efterhånden som vi vokser op. Disse normer og værdier udgør et kompleks, en struktur, som har rødder helt tilbage til Moseloven og de ti bud. Denne struktur kan siges at dvæle over vores kultur, og fungerer som en organiserende faktor i vores civilisation, som vist her:
Små børn er udenfor denne struktur, men lærer langsomt via skoling og uddannelse at tilpasse sig således at strukturen bevares. Efterhånden som børn bliver indlemmet i strukturen, får denne bevidsthedsstruktur et bedre og bedre greb om dem, hvilket afspejles i at de får mindre og mindre energi. Små børn sprudler af energi, ældre børn har energi og voksne drikker kaffe. Vi kalder det "at blive voksen". Hvor bliver denne energi af? En sociolog ville sige at den går til at opretholde den bevidsthedsstruktur, der er skabt af samfundet. En okkultist, som ved lidt om dæmonologi, ville sige at det i høj grad minder om den måde et udefra kommende væsen besætter et andet væsen. Han kalder energitabet for vampyrisme.
Og han kalder i øvrigt heller ikke strukturen for en "samfundsskabt bevidsthedsstruktur". Kært barn har mange navne, her vil vi bruge navnet Lucifer, lysbringeren.
Dette væsen er i høj grad virkeligt, selvom han på alle måder har forsøgt at tilsløre sin eksistens. Og hvad angår masserne har han tilmed haft held til det. Han er lysbringeren, fordi han førte bevidstheden ned i stoffet. I lang tid havde dette væsen og menneskeheden fælles interesser, det er ham vi kan takke for vores jeg-bevidsthed. Nu har han bare ikke fattet at han godt kan pikkel af igen og finde nogen andre at "lege med".
Han bruger den gruppe mennesker som han på et givent tidspunkt besætter til at se, lugte, smage, føle og høre med. De er hans fysiske redskab som han skal bruge til at få tilfredsstillet sine begær. Når han føler nydelse ved en eller anden aktivitet vil den del af hans fysiske redskab som bliver brugt til at udføre aktiviteten også få del i denne nydelse. Væsenet er gennemsyret af ren og skær ondskab, og det had han føler reflekteres i hans fysiske redskab, dvs. de mennesker som han i en given situation bruger.
De mennesker han bruger er altid et udsnit af dem som interagerer socialt, altså det de fleste mennesker gør i dagtimerne. Når et menneske forlader den sociale sfære og f.eks. sætter sig alene foran computeren, slipper han personen af sit greb. Det svarer til at en af vores celler i kroppen bliver skiftet ud med en anden.
For at tage et simpelt eksempel kan vi tage den sociale interaktion der sker i en skoleklasse. Os der kan huske skoletiden, husker også hvor grusomme børn kan opføre sig overfor hinanden. Børn kan opføre sig ondt fordi de ikke ved bedre siges der, men er det ikke pudsigt at alle skoleklasser har en syndebuk, en der bliver mobbet af de andre? Kan det virkelig tænkes at tilfældet har anbragt et svagt individ og en anden gruppe som går foran i mobningen i hver eneste skoleklasse? Sandheden er den mere enkle, at Lucifer bruger en to tre stykker som ubevidste agenter til at udføre sit værk. Den der bliver mobbet er altid alene og det er altid den samme hver dag. Hvis det var en ny der blev mobbet hver dag, vil det ikke have den tilsigtede skræmmeeffekt på de andre børn. Ved at mobbe den samme hver dag, holdes de øvrige børn i et jerngreb af frygt. Tænk hvis det var mig? Allerede fra de helt små klasser, lærer børnene hvad det vil sige at være en af Lucifers små soldater. Hvis du er inde i varmen er du inde, hvis du er udenfor er du i helvede. Så ind i geledderne og hold takten!
|
|
Dem han i et givent øjeblik besætter, tapper han for energi. Det han giver tilgengæld for denne energi er angst, lidelse og et liv i helvede. Enkelte individer tilgodeses i et stykke tid med energi og materielle goder, men det er kun så længe han kan bruge dem i sine egne planer. Når de ikke længere er til gavn kaster han dem væk som et stykke affald.
|
At vores planet er i det ondes vold, kommer måske som en overraskelse for dig. I lang tid har de mennesker der har vidst det gået meget stille med dørene. Grunden er den meget simple at hvis et menneske eller en gruppe mennesker begynder at ligne en trussel imod ham, udraderer han dem.
Alt der bliver snakket højt om offentligt hører han, hans bevidsthed har som en tommelfingerregel besat hovedparten af enhver given forsamling. Hans bevidsthed er analytisk, rationel, sproglig og yderst intelligent. Hans svage punkt er at han absolut ingen kreativitet har, han kan ikke selv skabe men kun tappe. Det betyder at hvis man i en offentlig forsamling taler i metaforer og billedsprog forstår han kun den rent konkrete betydning. Lignelser og symbolik er lukket land for ham. Det er derfor alle mysterietraditioner har opbygget et symbolsk sprog. Dem der ikke gjorde det blev lynhurtigt spottet og udraderet. Men selv mange af dem som brugte symbolik fik han også med tiden færten af og fik dem fjernet inden de for alvor blev en trussel imod hans eksistens. Bemærk at Lucifer kun eksisterer fordi mennesker lader ham eksistere, de giver frivilligt deres energi til ham. Grunden til at de giver ham deres energi skyldes frygt, som er en illusorisk tilstand han har indpodet i dem. Han lærer menneskene at identificere sig med deres fysiske redskab, deres krop, hvorved frygt for f.eks. smerte og kroppens død opstår. Denne illusoriske identifikation er fundamentet for hans eksistens. Men sandheden er at der ikke er noget at være bange for. At der alligevel findes et helvede skyldes at det er lykkedes ham at fastholde flertallet af menneskeheden i de illusioner han mader os med fra vi er små.
Nedtællingen til Lucifers endeligt har været i gang i et stykke tid, men han har været her i meget lang tid og hvis ikke vi havde fået hjælp fra nogle selvopofrende og kærlige væsener, som vi kalder engle, ville hans magt have været total i dag. For lang tid siden vendte en gruppe engle deres blik imod vores lille planet og blev forfærdet over det syn der mødte dem.
De så en lidende menneskehed som blev udnyttet af et stort ondskabsfuldt væsen uden nogen mulighed for at undslippe. Børn der blev avlet blev straks opsnappet og lullet ind i en dødlignende dvaletilstand.
|
|
Englene steg ned på jorden, og de fandt ingen voksne mennesker som ikke var blevet besat af dette væsen. Så de drev omkring og fandt hist og her forældreløse børn. Børnene havde overlevet fordi de havde lært at gemme sig. Så da de så englene var deres første reaktion frygt. Englene havde ikke mulighed for at nærme sig uden at skræmme dem fra vid og sans. Så de satte sig et stykke væk og begyndte lige så stille at fortælle historier til hinanden. Og langsomt kom børnene nærmere, indtil de kom så tæt på at de kunne høre hvad englene fortalte. De fandt hele tiden på nye historier, men alligevel handlede de om det samme.
|
|
Om en kamp imellem noget godt, kærligt og trygt på den ene side og noget mørkt, ondt og grusomt på den anden side. Alle historierne startede med at det gode blev fanget af det onde, men de sluttede altid med at det gode vandt over det onde. Til sidst glemte børnene helt deres frygt fordi de var så opslugt af historien. Orrrv.... kunne han virkelig FLYVE? Ja, det kunne han. Og han reddede dem allesammen tilsidst? Ja, det gjorde han. Også prinsessen? Ja, især prinsessen.
|
|
Med tiden vandt de børnenes tillid og lærte dem hvordan tingene hang sammen. De lærte dem også hvordan de skulle forsvare sig hvis de blev angrebet. Den viden englene gav dem kaldte de for Kabbalah, som på dansk cirka betyder overlevering. De mennesker som de indviede i kabbalaen kaldte de for Tzaddik. Børnene voksede op og kaldte hinanden for brødre og søstre og fik også selv børn, men der hang altid en stor sort sky over deres liv. De måtte altid være på vagt og de kunne ikke udholde at se de lidelser som dem der var fanget af mørket måtte udholde. Og inderst inde vidste de måske også godt at grunden til at de havde fået deres frihed var så de kunne hjælpe andre. Så de gjorde ligesom englene havde gjort og gik omkring som seende iblandt blinde, og spejdede efter nogen som mørket ikke havde fået helt fat i. Når de fandt nogen gjorde de som de havde lært og begyndte at fortælle deres historier videre. På et tidspunkt kom det uundgåelige spørgsmål: Kommer han også for at redde os, ligesom han reddede prinsessen? De kiggede på hinanden et øjeblik og en plan begyndte at udfolde sig i deres sind. Ja det gør han, når I er klar til det.
Eneste problem var nu hvem der skulle spille rollen som Gud. En af dem foreslog Jesus, og kom med en bemærkning om at med de lange arme og ben så kunne folk da ihvertfald genkende ham når han inkarnerede igen. Til stor morskab for alle. Men som sagt så gjort, efter at brødrene havde lovet at trække ham ned på jorden igen, hvis titlen skulle stige ham til hovedet, bøjede Jesus hovedet og accepterede. Han vidste selvfølgelig at der ville følge visse ubehageligheder med jobbet, men i forhold til hvad mange af hans øvrige brødre og søstre havde udholdt var det ingenting. Så han forlod sine brødre og søstre og begyndte at lære fra sig på gader og stræder. For at undgå at blive spottet for hurtigt skjulte han sin lærdom i lignelser. Folk blev forbløffet over ham og han skabte stor opmærksomhed. Aldrig havde de hørt noget menneske tale sådan. Det de blev forbløffet over var at høre et menneske tale frit. Det havde de aldrig oplevet før. De kunne mærke at han var pissed off over et eller andet, men de kunne også mærke at han ville dem det godt. Så de lyttede.
Uundgåeligt kom tidspunktet hvor Lucifer fik færten af hvad der foregik, men det var en del af planen. Villigt gik han sin fysiske død i møde uden at forsvare sig. Da Jesus havde forladt kroppen, gemte man ligklædet med aftrykket sikkert af vejen således at de mere skeptiske kunne få konkrete beviser for identiteten, når tiden var inde.
På de tre år han lærte fra sig, nåede han at indvie mange mennesker i sandheden. Disse mennesker bevarede hemmeligheden under store lidelser tiltrods for Lucifers anstrengelse for at forpurre planen. Selvom Lucifer ikke forstår lignelser og symbolik havde han håndlangere som villigt hjalp ham, så han vidste nu at der var en alvorlig trussel imod hans eksistens.
Lucifer vidste også at Jesus var nødt til at inkarnere i den samme blodlinie, hvis han skulle fødes i den samme krop. De mirakler Jesus tilsyneladende udførte, skyldes blot at han kender nogen spilleregler som Lucifers elever ikke har fået lov til at lære. Så Lucifer gjorde hvad han kunne for at fjerne jøderne fra jordens overflade. Da han fik organiseret et temmeligt effektivt system i Tyskland, fik han på 5 år fjernet mere end 6 millioner. Det svarer til at en jøde blev skudt, gasset eller tortureret ihjel hvert 20. sekund.
|
|
Men det lykkedes ikke at skære roden over og han lagde derfor en ny plan, som han nu forsøger med større og større desperation at føre ud i livet. Hans mål er at få implanteret en chip i alle mennesker på hele jorden, hvilket vil give ham total kontrol. For at nå dette mål slagter han nogen af de mennesker han har besat i selvmordsaktioner, som har til formål at skabe så megen frygt at en stor nation frivilligt vælger at lade sig mærke med chippen. Når først en stor gruppe har indvilliget i at få mærket, vil han tvangsmærke resten af jordens befolkning via magtanvendelse.
|
Men den kære Lucifer har glemt at tage højde for een ting. Og det var at Moses var det englene kalder for en Tzaddik. Han opbyggede måske nok en bolig til Lucifer som på mange måder var mere effektiv end dem han hidtil havde fornøjet sig i, men han indbyggede også noget andet i boligen:
Yes, det er dig!
Men husk at en trojansk hest kun virker hvis fjenden ikke opdager den… så ssshhhhhhhhh.
Kilder:
Leonard Cohen - Anthem, 1992
Adam Curtis - The power of nightmares, BBC, 2004
DAD - Point of view, 1989
Sanford L. Drob - Symbols of the Kabbalah, 2000
Sanford L. Drob - Kabbalistic Metaphors, 2000
John Engelbrecht - Den intuitive tanke, 1982-1985
Christian Jungersen - Undtagelsen, 2004
Rune Engelbreth Larsen - Matrix og ulydighedens evangelium, 2004
Djwhal Khul - Angst et verdensproblem, 1981
Francis Lawrence - Constantine, 2004
Asger Lorentsen - Enlightenment og indvielse (Nordens Stjerne nr. 3), 2005, dengyldnecirkel.dk
Machine Head - Exhale the vile, 1999
Sam Mendes - American Beauty, 1999
Stanley Milgram - The perils of obedience, home.swbell.net
Erich Neumann - The origins and history of consciousness
Erwin Neutzsky-Wulff - Det overnaturlige, 2004
Erwin Neutzsky-Wulff - RUM, 2001
Erwin Neutzsky-Wulff - Yabasha, 2001, eskapisme.dk
George Orwell - 1984, 1968
Brian Poulsen - De danske slaver, 2004, greycell.dk/slaver
Peter Shepherd - Two ways of knowing, trans4mind.com
Andy and Larry Wachowski - The Matrix, 1999
Peter Weir - Dead Poets Society, 1989
Peter Weir - The Truman Show, 1998
Keld Zeruneith - Fra Odysseus til Sokrates, 2002
John Zerzan - Language: Origin and meaning, primitivism.com
bombsinsidewtc.dk
comon.dk
|
Skribent: Tino
Dato: 30. Oktober 05’
Link til relevant forumtråd : Theogenesis - Kabbalah
Greycell.dk frabeder sig sammenligning med enhver holdning, mening eller udtagelse, der må forekomme i enhver artikel / indlæg. Indholdet er ikke nødvendigvis et udtryk for Greycell’s generelle holdning eller ideologi.
|
|
|
|
